søndag den 9. juni 2013

Det sidste halve år...

har budt på lidt af hvert.

I december opdagede vi skimmel i vores bad her i det lille hus. Det viste sig, at badeværelset var en gang klamphug: træpladerne som væggene (herunder brusekabinen!) var konstrueret af, er kendt for at være en god basis for skimmelsvampe og 'vådrumsbehandlingen' bestod af en gang plastmaling ovenpå glasvæv. 

Vi havde ellers bestilt en mand til at komme og lime vinyl indvendigt i kabinen, da vi var lidt lorne ved konstruktionen. Men i tiden op til han skulle komme trak der mørke pletter igennem under blandingsbatteriet, og det stod hurtigt klart for os, at der var tale om skimmel. Spørgsmålet var blot, hvor slemt det var. 

Vores vinyl-mand mente, at det kunne klares med en nedvaskning, men vi besluttede at hyre en tømrer til at pille væggen ned, for vi ville ikke løbe nogen chancer.

Det viste sig at være rigtigt klogt, for der var tale om et meget mere omfattende angreb end vi på nogen måde havde forestillet os. Så siden december har den stået på etagevask i køkkenvasken. Da vi boede på Vesterbro levede vi i uden bad i mange år (frem til 2008), så vi er vant til 'mosten', og lever fint uden, men der er ingen tvivl om, at det bliver skønt når vi igen får et rigtigt badeværelse. Efterhånden er det lykkedes os, at få sparet lidt penge sammen, så vi er begyndt at indhente tilbud.

I januar hældte jeg et stort glas vand ned i vores splinternye Macbook (som vi selvfølgelig ikke havde nogen forsikring på). Den blev forsøgt genoplivet af specialister som fik liv i den, men at skrive på den betyder at krydse fingre og håbe, at det tegn man trykker på også er det der rent faktisk dukker op på skærmen, så den er blevet førtidspensioneret.

I marts tog jeg kontakt til journalisten, der stod for det dokumentar-program vi skulle have medvirket i. Han vidste stadig ingenting, så det er tilsyneladende lagt på is af DR i forbindelse med deres nylige omstrukturering.

I april  fik jeg kontakt til en ny advokat med speciale i rådgiveransvar. Primært for at høre, om det kunne være rigtigt, at den byggesagkyndige bare kan gå fri. Vi startede ud med en rigtig god kommunikation og en del mails frem og tilbage. Men pludselig hørte vi ikke mere. Vi tænkte, han måske tænkte sig (meget) grundigt om, hvilket vi jo sådan set var glade for, da vi ikke havde noget ønske om at få stukket blår i øjnene. Efter en måned sendte jeg igen en mail, men fik besked om, at mail-adressen ikke fandtes. Det viste sig, at han ikke længere arbejdede i firmaet efter en fusion. Han var dog startet op som selvstændig, men har heller ikke her besvaret mine henvendelser.
Han nævnte, at han primært havde byggesagkyndige som kunder, så måske han ikke kunne overskue, om det ville give ham problemer i hans primære klientgruppe, hvis han gik ind i vores sag. Who knows... I hvert fald må vi konstatere, at endnu et aspekt ved hele denne sag endte med at løbe ud i sandet.


På den positive (penge-)side har vi sparet 10.000,- om året i forsikring, fordi vi nu kun har brand- og stormskade forsikring på det gamle hus.

Og takket være vores gode lille pilleovn har vi fyret fra oktober til og med april og brugt for knap 2000 kroner træpiller ialt. Det er noget af en økonomisk lettelse i forhold til de 30.000,- vi brugte på olie sidste år.

Vi kan desuden trække lidt penge fra skattemæssigt, fordi vores hus er ubeboeligt. Mange bække små...

Status overordnet set er den samme. Vi skal have revet det gamle hus ned. Vi ved ikke hvornår eller hvordan. Dog er vi så småt gået igang med oprydning og salg af ting. Jesper har ryddet hele fyrrummet og alt det gamle bras haven var fyldt med er også væk.

På det følelsesmæssige plan har vi haft hårdt brug for at skabe en 'almindelig' hverdag. I det store hele har vi det godt, men jeg får da stadig psykiske dyk af og til, hvor jeg bliver frustreret, misundelig, deprimeret, sorgfyldt. Men det kan man jo sådan set få, uanset hvor godt man bor og hvor mange penge man har (har jeg hørt ;-)). Jeg er bare taknemmelig for, at jeg har et åndeligt tilhørsforhold i buddhismen, som jeg bruger dagligt til at navigere i denne situation. Vi forsøger da at opstille nogle luftige stilladser omkring vores billeder af fremtiden (vi er jo mennesker). Men i den virkelige verden, går sigtbarheden kun en armslængde frem. Når det er sagt, så er det jo et grundvilkår for alle levende væsner, i vores liv er linjerne bare blevet trukket tydeligere op, end i så mange andres.

Alt godt
Rikke

søndag den 18. november 2012

Hurra for vores nye lille hjem :-) + billeder



Så har vi boet i det lille hus i 3 uger - tror jeg nok... Tiden er fløjet af sted, så det er svært at holde styr på den.

Vi flyttede herover i oktober og sov her første gang samme nat, som vi gik over til vintertid. For mange er det måske en trist dag, men for os har det betydet et skift fra et liv i gråtoner, der primært handlede om at klare sig igennem dagen på bedste beskub, til et liv med glæde, frihed, nærhed og masser af farver.

Det er ufatteligt så stor en lettelse, det har været at komme ud af det store, gamle, mørke, ildelugtende hus. Det tog mig lidt tid at vænne mig til, at jeg ikke behøvede at dække mad til med det samme (for at undgå skimmeldannelse) og at Lillepigen kunne lege hvor hun ville og få raserianfald hvorsomhelst, uden jeg behøvede at flytte rundt på hende, for at undgå at hun inhalerede alt for store mængder sporer.

Men raseri-anfald er der nu generelt ikke så mange af flere. I starten spurgte hun meget til, hvornår vi skulle flytte tilbage til det gamle hus, så det tog et par uger før hun forstod, at det skal vi ikke.
Så sent som idag har hun fortalt, at hun godt kan lide at være her, og vi kan da heller ikke huske hvornår vi sidst har set hende så glad som hun er lige for tiden. Men det er jo nok meget naturligt, for hendes forældre er også gladere end vi har været meget længe...


Her er lidt fotos fra vores stue/køkken/soveværelse, som er det rum der er mest 'færdigt'. Det er jo ikke mere end ca 15 m2, så det har været en udfordring, at finde vinkler som kunne give et indtryk af rummet:


Her er vores spiseplads, med min mormors gamle bord, som Jesper har slebet ned og givet sæbevand
Set fra den anden vinkel. Lige til højre for bordet er terrassedøren ud til haven

Umiddelbart til venstre for spisebordet er vores 'sofahjørne': Vores gode, gamle futonmadras, som vi folder sammen sammen på midten om dagen

Jesper har sat min morfars gamle kasse til værktøj på hjul,  så det er vores sofabord med indbygget opbevaring. Vi opbevarer vores sengetøj i et af Lillepigens gamle baby-dynebetræk, som vi om dagen bruger som en ekstra stor ryg-pude i sofaen.
Det var ikke til at få et ordentligt billede af denne side af rummet, men på den modsatte side af spisebord og seng/sofa er den ene halvdel af køkkenet med ovn/kogeplade, et par skabe og til højre for billedet har vi et højskab med integreret køl og frys

Af en gammel gardinstang fra huset har Jesper lavet et ophæng til gryder og pander

Her en del af vask-sektionen af køkkenet. Al vores service har vi på de to hylder, som Jesper har bygget af nogle gamle gulvbrædder og et par gamle beslag fra annekset, som vaskene i hhv. køkken og bad sad på

Som nogle vil vide, havde jeg engang en mindre te-butik i mit hjem :-) Vi har nu begrænset udvalget til, hvad der kan være i dette gamle badeværelses-skab, endda ekslusivt den plads som to små glas kaffe optager. Men det er helt uden sorg, for jeg elsker det lille te-skab med mine få udvalgte yndlings-teer
Lige uden for terrassedøren har vi sat fuglebrættet, så vi har første parket til havens fugleliv. Fuglene elsker det og kommer i store mængder, så vi skal have hentet vores store natur-bog ovre i det gamle hus, så vi kan følge med i hvem der besøger os. Der kommer masser af spurve, mejser, musvitter og lidt solsorte. Men ham her kender jeg endnu ikke navnet på, men han besøger os tit og minder os om, hvor priviligeret et liv vi har, herinde i vores lille, lune hus med masser af vand og mad
Lillepigen danser foran ilden... Den lille pilleovn var alle pengene værd. I den lune periode vi har haft de seneste uger, har den nogle dage kun kørt 2 gange om dagligt. Ind imellem har vi nu tændt den alligevel - for hyggens skyld :-)
Over døren ind til stuen har Jesper sat sin lille Buddha op på en fin lille hylde, han har lavet af en del fra en gammel lampe
Halvdelen af huset stor på det cement-fundament der blev tilbage efter annekset. Der er ingen afløb, så det har været vådt og smattet af nedfaldne blade og alger. Derfor bygger Jesper nu en gangbro til os, så vi kan gå tørskoet og sikkert  til og fra huset.

Al rørføring løber over jorden, så gangbroen skal bygges hen over kloakrøret.

Til sidst et billede udefra, af den side der vender ind mod muren.  Her ses vores nye super-fine hoveddør, som er en gave fra min mor. Da vi købte huset, sad der en inderdør i udvendigt, og den slog sig hurtigt i fugten og var piv-utæt. Lidt blomster har vi også sat op. Vi gør hvad vi kan, for at skabe et hjem, der er rart at komme hjem til med de betingelser vi nu har
Det var vist det for nu. Vi pønser på at lave en lille video-rundtur, men under alle omstændigheder kommer der flere billeder, når vi får gjort Lillepigens værelse (aka vores klædeskab) færdigt.

Tak fordi du kiggede med!

Alt godt
Rikke


























torsdag den 4. oktober 2012

Terapeutisk filmning

Det lille hus

 Forrige onsdag var der igen tv-folk og filme her. Denne gang havde de selskab af Mikael Østergaard Hansen, som er ingeniør og direktør for Østergaard Bygge- og Indeklimateknik. Det var det firma, som vi betalte for at lave rapport over årsagen til- og omfanget af skimmelsvamp-angrebet, samt at opstille en handleplan for renovering.
Han er uden tvivl en af de tunge drenge på området med sine 25 års erfaring.

Selv om jeg personligt har oplevet at få et dyk psykisk, hver gang vi har været i direkte kontakt med journalisterne (formentlig fordi der rippes op i en masse svære følelser igen og igen), så var det faktisk også lidt terapeutisk denne gang. Mikael Østergaard skulle nemlig vurdere vores hus og vores sag som ekspert.
Da vi sagde ja til at medvirke i dokumentaren om mennesker i problemer pga. skimmelsvamp, var det med en lille frygt i maven for, at vi ville blive udstillet som komplette idioter, der bare er så dumme og uvidende, at vi burde have holdt os langt væk fra huskøb.
Det skyldes nok især en udtalelse fra den advokat, der vurderede vores sag, og som jeg ellers nærer stor tillid til. Da jeg spurgte hende, om vi mon ikke havde en sag imod den bygningssagkyndige vi havde hyret til en købergennemgang, svarede hun, at man jo i retssystemet gik ud fra, at folk selv kunne læse. Underforstået, at tilstandsrapporten var så dårlig, at enhver idiot burde have kunne læse, at det var et hus i alvorlige problemer.

Nå, men Jesper og jeg kunne altså ikke læse og hyrede derfor en bygningssagkyndig/arkitekt/ingeniør til at læse for os. Men han kunne så desværre heller ikke læse...

Det terapeutiske ved optagelserne denne gang var, at Mikael Østergaard var oprigtig oprørt over, at vi havde fået så dårlig rådgivning. Mange af vores køkkenskabe er ret hårdt ramt af råd og skimmel, men den bygningssagkyndige vi havde hyret åbnede aldrig lågerne og kiggede ind.
Alene lugten i huset mente han, burde have givet anledning til en UN-anmærkning i tilstandsrapporten, altså 'undersøges nærmere'. Men to bygningssagkyndige har altså gennemgået huset, uden at tænke den tanke.

Hans konklusion var, at renovering og genopbygning vil være så bekostelig en affære, at huset bør rives ned, hvilket jo også er den konklusion vi selv er nået til.

Lige nu gælder det dog om at få færdiggjort det lille hus, så vi kan flytte. Der lugter mere eller mindre altid her i køkkenet, gangen og spisestuen. Hele sidste efterår og vinter var vi også ret plaget i stuen, men det meste af sommeren, har skimmelen holdt sig i ro derinde. Forleden ramte de første bølger af mug-lugt mig så igen i stuen, da jeg sad og legede med lillepigen på gulvet. Det fugtige vejr og kulden fører endnu engang til vækst i skimmelen.

En god ting ved det fugtige vejr: udsigt til smukke regnbuer med jævne mellemrum

Det skulle være sundt at tage en dyb indånding, når det hele presser sig på, men det går ikke her i huset. Lillepigen hoster meget især aften/nat, og har haft tilsnøring af luftvejene igen for nyligt. Jeg håber og tror, at det bare er overgangstiden der sætter spor, men frygten for at hun er ved at udvikle astma, spøger hos både Jesper og jeg.
Hvis alt går vel, er vi ude af huset indenfor den næste måned. Det føles som et utroligt sejt sidste træk med alt det der skal ordnes og på plads, inden vi kan tage huset i brug. Men det er vel ligesom et barn der glæder sig til jul, ventetiden synes uendelig, men pludselig kommer dagen på forunderlig vis.

Rikke

torsdag den 20. september 2012

Endelig - vores lille hus kommer hjem!

I dag skete det, som vi med længsel har ventet på, siden vi i juli måned købte det lille hus. Det har været svært (endnu engang) at leve med en følelse af, at alt var på stand-by; at vide vi ville ud af dette hus, men være magtesløse over hvornår det kunne ske.

Det er en besynderlig følelse, at prøve at leve et almindeligt hverdagsliv, i et hus som vi fuldstændig har trukket os fra følelsesmæssigt. Vi er her, men er her alligevel ikke. Vi udholder huset, men der er ingen følelse af at være hjemme, ingen lyst til at holde det pænt og rent, bare frustration over, at skulle leve i et gammelt, slidt og ildelugtende hus. Vi nåede jo (på en måde heldigvis) kun at sætte en lille del af huset i stand, resten står som det 90-årige ægtepar efterlod det.

At få en vognmand til at afgive tilbud, og at få lavet en aftale har også været bøvlet på flere måder, men vi har været virkelige glade for den måde, det hele foregik på i dag. Folkene fra JJ-kraner var kompetente, professionelle, behagelige og løste deres opgave perfekt. Nu står huset her på grunden, og vi kan gå i gang med at gøre det færdigt indvendigt og få det tilsluttet kloak, el og vand.

Det varer jo nok stadig lidt tid før vi kan flytte ind, men det har givet en ro, at huset nu er fysisk på grunden. Det har til tider føltes uvirkeligt, at vi nogensinde kom ud herfra, men nu har vi det lille hus, som vi kan gå over i, som vi kan gøre noget ved og med, i stedet for den evindelige venteposition. Efter et år hvor vi har levet med en følelse af hjemløshed, kan vi nu begynde at konkretisere drømmen om et rart og godt hjem, som vi vil kunne glæde os til at komme hjem til.

Her følger en lille billedserie, som Jesper heldigvis nåede at få lavet, selv om han havde rigtig travlt idag.

Vi skal medvirke i et kritisk dokumentar-program til DR om familier der havner i problemer pga. skimmelsvamp, derfor kan man på nogle billeder se en kameramand rende rundt og filme.

Kranen

Kranen bakker ind i indkørslen

Den lille krog der skal holde vores hus

Der ligges lecablokke ud, som huset skal stå på. Grundig opmåling blev foretaget af kranens ejer og hans søn, som var ingeniør, så vi var i trygge hænder.

Huset ankommer


Der hejses :-)

Hej fremtid!

Svævende over terrassen

Huset dirigeres på plads. Én mand kommunikerer med kranføreren, en anden holder huset på ret køl i blæsevejret.

Lige ved og næsten

Kontakt!!!


Blokkene rettes til
Smil, du er på :-)


torsdag den 13. september 2012

Projekt nedrivning: Anneks

Det er efterhånden ved at være en del uger siden vi fik revet annekset ned, men bedre sent end aldrig med beretningen...

Det lykkedes med gavmild hjælp fra en blandet skare af venner, familie og kolleger, at få annekset pillet fra hinanden og lagt i bunker på to weekender. Kæmpe tak til jer alle, for at ofre tid, kræfter (og for nogles vedkommende endda nattesøvn ;-)) på at hjælpe os!

Før-billede:

Annekset med den overdækkede terrasse foran. Da vi flyttede ind var terrassen malet en mørk rød-brun farve og lukket helt til med plastic på trærammer, da den tidligere ejer havde opbevaret møbler på den. Huset brugte vi bare til opbevaring, men terrassen har været et uventet yndlings-opholdssted i sol såvel som regn om sommeren, og Jesper har sågar siddet der mange vinteraftener ved varmen af vores lille udendørs brændeovn. Så den er altså savnet...
Billeder fra første weekend:

Jesper og Martin skruer tagplader løs
Claus og Benny skærer den overdækkede i småstykker, snøft...

Annekset uden front og overdækning på terrassen

Jesper malker de sidste kræfter ud af Henriette og Benny søndag aften - og de er næsten ikke trætte af ham ;-)
Billeder fra anden weekend:

Hamdi hiver loftet ned, efter tagplader og isolering er lagt i bunker i indkørslen.

Jesper går tur på resterne af konstruktionen

Dennis havde virkelig forstand på sagerne og det var guld værd. Kun en eneste gang blev saven hevet frem, da tagkonstruktionen skulle ned.

Så kom den ned. Det var bare en uvurderlig hjælp vi fik af de tre bom-stærke mænd Hamdi, Bjarne og Dennis.
Efter-billeder:


Her skal vores lille nye hus stå, halvt på anneksets fundament og halvt på terrassen. Det ideelle ville helt klart være, at vi havde tid og penge til at fjerne det gamle fundament og terrasse-belægningen og få støbt et lille nyt fundament, så ikke det nye hus synker til vinter. Men sådan bliver det ikke, da vi hverken har tid eller penge. 

Bunkerne:



Vi måtte bekoste en container ad to omgange til alt det brændbare. Tagpladerne kørte Jesper til genbrugspladsen, da vi ikke ved om de indeholdt asbest. Loftpladerne fik samme tur.

Vi blev bekræftet i, at det var det rigtige at rive annekset ned frem for at bruge adskillige hundrede-tusinder på at renovere det, da både loftplader og de bjælker tagkonstruktionen bestod af, blev ved med at ligge og lugte 'gammelt' og ubehageligt i indkørslen og haven. Vi troede egentlig, at det 'bare' var lugt-gener fra garage nr. 2, som var direkte forbundet med annekset. Her stod jo store mængder gammel maling og diverse kemikalier og dunstede. Men lugten sad altså i selve anneksets konstruktion.

Vores lille nye hus kommer i næste uge - om alt går vel - og vi glæder os bare helt vildt til at sove, vågne, spise og lege i et hus der IKKE lugter!




mandag den 13. august 2012

Projekt oprydning: Garage nr. 2

Der er sket en masse siden sidste indlæg.

Jesper har fået ryddet op i den sidste garage (den anden fik vi ryddet i efteråret), så de nu begge kan åbnes - og dermed bruges! Vi har kørt frem og tilbage til genbrugspladsen med et hav af gamle kemikalier, rustne skruer, defekt værktøj, dippedutter, duppeditter og hvad man nu ellers kan stuve sammen i en garage i løbet af 50 år.
Vi fik desværre ikke taget nogle billeder før Jesper allerede var ved at være godt igennem skidtet, men et lille indtryk kan man vist godt få alligevel:

En lille del af den ufattelige mængde kemikalier der stod i garagen.

   
Lidt blandet metalskrot



Som det måske fornemmes på billederne, var der langs alle vægge i rummet reoler, hylder eller arbejdsborde fyldt med ting og sager, og selve garagedørene var gemt væk bag endnu en fastmonteret reol. For at komme til den, måtte Jesper afmontere en stålreol, der var skruet fast i gulv og loft ned gennem midten af rummet. Så stor var glæden, da det ved mors og svigermors hjælp endelig blev muligt at åbne dørene og lade frisk luft strømme ind:

Juhuu!
 Ifølge en nabo, havde de døre ikke stået åbne i 20 år!

Jesper har valgt at bevare et lille værksted i det ene hjørne, som nu er hans 'hule':

Jespers værksted

Når ret skal være ret; det var nu ikke skrammel det hele. De her solbriller har for eksempel ventet længe på at komme til ære og værdighed ;-)
Vi har også fået revet annekset ned, hurra! Mere om det i næste indlæg.

Rikke